Efter et liv i skyggen af angst og skam sprang Jesper ud i radioen. Jeg troede aldrig, jeg skulle stå her. 





Mandag d. 16.11.2026 deltog jeg i morgendagens program på P3 Drømmeholdet, hvilket har været en meget berigende men også grænseoverskridende oplevelse, ikke fordi jeg ikke blev passet på under forløbet, men fordi jeg i så mange år har oplevet en skam jeg aldrig troede jeg ville kunne komme væk fra.

Forløbet i Drømmeholdet, "Hvem vil date Jesper" var virkelig trygt og det var bestemt med til at gøre det så nemmere for mig. Værten og hele holdet var super venlige og virkelig et trygt sted at lande. De mødte mig som jeg er og forsøgte ikke at male noget man ikke er, de lyttede og var så søde, det gjorde hele oplevelsen til en god oplevelse.

Jeg ved at jeg i alt for mange år har gået med en meget tung byrde på kroppen og i mit hoved, hvor jeg gennem mine mange oplevelser, oplevede at jeg var min egen værste fjende. Jeg kæmpede ikke bare med min seksualitet, men med hele den person jeg er.

Jeg ved at mange ikke forstår kampen jeg har haft både udenpå og indeni. Det er forståeligt, når man ikke har været i det samme sted. Jeg ved hellere ikke altid hvordan jeg skal forklare det ordentligt, for når jeg forsøger, kan jeg virkelig mærke skammen vokse sig større og større, men jo mere jeg trodser skammen, jo bedre får jeg det, og jo mere begynder jeg at forstå mig selv og hvorfor jeg har forsøgt at pakke det hele så fint ind, og forsøgt at vise noget helt andet.

Når man er ung, så snakker alle om at man skal finde en dame, og det sætter sig i en, at det er normalen, så derfor skal alle gøre det. Jeg har altid været meget fintfølende, og taget alt til mig, på godt og ondt. Jeg forsøgte at være bedre end i går, og at jeg ikke skulle fejle, eller at man kunne sætte en finger på hvad jeg gjorde. Det skaber en masse uro. Samtidig med at man som meget ung i livet, ender i jobcenteret. Så går der endnu flere tanker igennem hovedet, for der opstår endnu en skam, en skam over at man ikke kan klare sig selv eller ikke kan være på arbejdsmarkedet. Det skabte en indre krig i mig. Samtidig med at jeg skammen voksede sig større og større i takt med min seksualitet, og at jeg forsøgte at skulle skjule både min seksualitet og at jeg var i jobcenteret, fordi det vidner i manges øjne om dovenskab. Så jeg har været på overarbejde og følt at jeg skulle løbe endnu hurtigere i livet.

Da jeg begyndte at møde sagsbehandlere og virksomhedskonsulenter som bare sendte mig ud i det ene forløb efter det andet, og hvis jeg ikke lige kunne overskue at møde op, grundet min indre ubalance i psyken/kroppen, så blev jeg sanktioneret, så begynder man at føle at man ikke kan trække vejret og uanset hvad man måtte sige, at det ikke hjalp alligevel, så man begynder at opgive.

Jeg har haft mange indre kampe, som ingen kender til. Som ingen ved noget om. Fordi jeg begyndte at trække mere og mere ind i mig selv. Det skabte afstand til mig selv og til andre relationer, jeg ekskluderede langt flere end jeg inkluderede andre. Så det skabte en ensomhed jeg længe har haft tæt på. Og som stadig er meget dybt i mig.

Jeg oplevede også at blive beskyldt af en daværende leder om at jeg både var hash og alkoholmisbruger. Der blev sagt at jeg var det, selvom jeg ikke var. I stedet for at give mig den rette hjælp, blev det til mistanke om usande fakta, og uden at hjælpe, jeg oplevede at flere sagde at de ikke vidste hvad de skulle stille op med mig, at de nærmest opgav mig. Sådanne ord sætter sig meget dybt i en ung mand. Det skabte endnu mere uro i mig. Det viste at jeg ikke kunne hjælpes, selvom jeg ved at alle kan hjælpes, men det var de ikke gode nok til. Så jeg fik skiftende sagsbehandlere. Jeg blev sendt ud i alle mulige tilbud som ingen steder hjalp mig. Der blev ikke iværksat en plan for at jeg kunne få min sag i rehabiliteringsteamet, da det eksisterede, jeg oplevede at man sendte alle andre der kæmpede dertil, men jeg fik aldrig tilbuddet. Det har jeg i dag meget svært ved at forstå. Som om de i kommunen bare kunne fastholde en i den laveste ydelse, i håbet om at man kunne komme ud på arbejdsmarkedet, selvom de jo skrev notater i mine journaler i systemet, at jeg kæmpede. Men de gjorde ikke noget ved det, de skrev det bare ind.

Jeg fik i 2017 allerførste gang konstateret angst.

Senere i 2020 blev jeg endelig sendt til en psykiater/speciallæge som kommunen kendte til, her skrev hun; DIAGNOSE: Generaliseret angst. Panikangst. Agorafobi. Socialfobi. Forstyrret personlighedsstruktur, blandet type (ængstelig/evasiv, tvangspræget, depressiv) OBS

Det var derfra en voldsom diagnose for mig, som ikke gav mening, men alligevel gav mening.

Men jeg kunne ikke være i det. Kommunen gjorde ikke noget for at hjælpe mig. Så på en eller anden måde, kom jeg i praktik i selskab, hvor jeg begyndte at opleve at mærke at jeg kunne vende tilbage, på et splitsekund vendte alt sig. Lige så snart presset blev for voldsomt, knækkede alt i mig. Jeg begyndte at få slem angst. Katastrofe tanker og opleve at lysten til livet forsvandt.

Aftalen stoppede i pågældende virksomhed. Jeg kom tilbage på kontanthjælp, og oplevede at nuværende sagsbehandler heldigvis lyttede til mig. Det var her jeg oplevede at jeg endelig havde fundet den rette sagsbehandler i systemet, som faktisk tog mig alvorligt. Men jeg blev alligevel så stædig, at jeg igen søgte et arbejde og her fik jeg efterfølgende stillingen i 2023.

Jeg fik en del opgaver, jeg var blevet ansat på deltid. I starten var alt godt. Jeg fik transporteret mig frem og tilbage. Men skulle tiltræde ved akutte situationer, fx en vandskade i kælderen og oplevede at en del beboere brokkede sig til mig. Jeg begyndte at mærke at min angst og andre menneske begyndte at skræmme mig enorm meget.

Jeg mødte op, og jeg gjorde som jeg skulle, men jeg havde mange opgaver jeg havde svært ved at håndtere, og hvor hele mit alarmberedskab gik amok fra jeg vågnede til jeg kom hjem igen og selv efterfølgende. Så jeg begyndte at gemme mig i mig selv, det lyder måske underligt, men samtidig med min skam, så kom frygten for at andre ville henvende sig til mig, så hele mit sind var ved at smuldre, det betød også at jeg var virkelig fintfølende overfor alt og alle, der skulle ikke meget til for at gøre mig utryg, ked af det eller sur. Jeg kunne vende på et splitsekund overfor mine private relationer og nye relationer, jeg brugte så mange kræfter når jeg var der, at jeg mistede mig selv mere og mere. Det var skræmmende at være i.

Det var også her, at jeg begyndte at mærke at jeg ikke kunne mit liv længere. Jeg begyndte at få katastrofetanker om at løbe over vejen når der kommer store køretøjer. At jeg skulle tage springet fra høje bygninger, og håbe at jeg ikke ville overleve. Jeg var i et meget dybt alarmberedskab i min krop, og udadtil viste jeg intet. Men en dag kunne jeg ikke mere. Jeg begyndte at miste fokus, melde mig syg hele tiden, få folk til at varetage mine opgaver, og give dem videre. Det endte med at jeg blev sygemeldt via egen læge og opsagt.

Når jeg tænker tilbage på dette, skulle jeg aldrig have søgt stillingen, men bedt om hjælp. Men jeg kunne ikke. Det var ikke gået helt op for mig på daværende tidspunkt, hvor alvorligt det egentlig var blevet.

Jeg kommer aldrig ud på arbejdsmarkedet og den tanke har gjort mig endnu mere ked af det. Jeg kan ikke holde til særlig meget psykisk. Jeg bliver hurtig udmattet og kørt helt ud. Jeg bruger virkelig mange kræfter på at lade op, både op til, under og efterfølgende. Det er svært at indrømme, men når jeg har været social i længere tid og har skulle fokusere, så er jeg helt drænet, det betyder også at min skam, seksualitet og jobcenteret har fyldt mig helt op, hvor jeg ikke længere kunne bunde i det mere, jeg forsøgte at trække vejret under vand, det kan man i tid, men til sidst kan du ikke længere. Der stod jeg ofte på kanten.

At jeg havde modet og lysten til livet, men jo mere jeg udsatte mig selv for, jo værre blev det også for mig.

Sådan er relationer også for mig i dag. Jeg vil så gerne alle relationer, men jeg bliver hurtig drænet for min energi, min psyke kan vælte på et splitsekund, jeg kan få katastrofe tanker over en meget lille ting, og så har jeg det med at overanalysere alt og alle, inden der sker noget. Det er noget jeg heldigvis er blevet bedre til at kunne håndtere.

I dag har jeg siden 2023, været i forskellige forløb.

2023-2025; Var jeg i et forløb ved Åben Fleksibel Rådgivning. Dette var starten på min hjælp. Det var her jeg oplevede at blive mødt med omsorg og den rette hjælp.

2025-Nu; Har jeg haft et mestringsvejlederforløb, som har været et givende forløb og et af mine mange redninger.

2026; Psykologforløb, her oplevede jeg for alvor at min skam blev mindre, fordi jeg i mit forløb hos min daværende psykolog, snakkede meget om min seksualitet og om min biologiske far, som nok har været noget der fyldte alt for meget, og det fik jeg bearbejdet via forløbet her.

2026; Arbejdsprøvning via kommunen. Her oplevede jeg for alvor, hvor tungt det hele blev, at jeg ikke kunne mere. Det startede med egentlig at være en udredning til et muligt fleksjob, som også var skamfuldt for mig. Men man oplevede efter en del tid, at jeg ikke kunne, at jeg selvom jeg havde alt min støtte, ikke kunne være i det og ikke kunne gøre som mange andre. Så nu er jeg i sidste fase til en førtidspensionssag. Hvor det ender ved jeg ikke. Men med en sag i jobcenteret siden 2011, hvor jeg kortvarigt har været på arbejdsmarkedet, og vendt tilbage. Hvor jeg har været i over 100 forløb, og med de samme mønstre, så vidner det jo om en langvarig kamp i et system, som på ingen måder mødte mig som det menneske jeg var. Det er først fra jeg blev 30, at jeg mødte en sagsbehandler og en virksomhedskonsulent som for alvor kunne se min kamp og mine mønstre, og faktisk tog mig alvorligt, ellers har jeg været sendt ud i utallige forløb, på en helt urimelig måde.

Jeg har været sur og frustreret på kommunen i mange år, over den manglende hjælp, men jeg er også nødt til at give slip nu, og se fremad. For hverken nuværende ledelse og/eller sagsbehandlere kan gøre noget ved fortiden, de kan kun hjælpe mig frem og finde ud af hvad der skal ske. Derfor sætter jeg også virkelig pris på det hele som de hjælper mig med. Jeg føler mig i hvert fald mødt nu.

Men se mig lige i slutningen af 2026! Jeg har udgivet min helt egen selvbiografi, som både kan købes som en fysisk, e-bog og nu som lydbog! At jeg skriver på andre tekster. Det har været en måde som jeg har brugt på at bearbejde mine traumer og sorger på. Det har hjulpet mig ufattelig meget.

Og mandag d. 16.11.2026 sad jeg med i radioen på P3 Drømmeholdet og søgte en DATE! Hvem havde lige troet det!? Det havde jeg i hvert fald aldrig turde drømme om. Jeg har altid tænkt på at det kunne være så romantisk at møde min drømmemand, at jeg kunne sidde i sofaen og bare beundre ham, at jeg kunne vågne op en lørdag morgen og servere morgenkaffe til ham eller bare tage ud og opleve verden sammen med ham. Det har virkelig været en drøm længe, men jeg har været for skamfuld og ikke haft modet til at springe ud i det. Det vidner mine mange profiler på boyfriend jo også kraftigt om! Tænk sig at have haft 245 FORSKELLIGE PROFILER DERINDE!! Det er mig ubegribeligt, og så fyldte det jo enorm meget!

At jeg endte i radioen og endda havde en god oplevelse hos det fantastiske team! Det er jeg så dybt taknemmelig overfor! Jeg svæver helt på en lyserød sky i øjeblikket. Det er så fantastisk at mærke det på denne måde, det gav mig en masse håb for at jeg en dag kunne møde en sød fyr, at jeg faktisk turde at række ud og nu vælger at skrive så offentligt som jeg gør, er endnu et tegn på at jeg tænker bedre i dag.

Når jeg kigger tilbage på de sidste par år, eller på årene fra 2023 og til nu, så græder jeg, men jeg smiler også indvendigt. Der er sket virkelige mange fremskridt, og virkelig mange gode ting.

Jeg deler derfor også mine tanker for at inspirere andre, og for at belyse at selvom livet er og måske føltes håbløst, så er der en vej for os alle. Jeg tror at hvis vi vælger at række ud og bede om hjælp, så kan vi opnå mirakler, det kan jeg se på mig selv når jeg vælger at kigge tilbage.

Jeg var typen der aldrig turde bede om at få hjælp, men jeg kom også til et punkt, hvor jeg udmærket kunne se, at hvis jeg ikke bad om den rette hjælp, så kunne jeg ikke sidde her i dag. Så kunne jeg ikke opleve at komme på min allerførste date med en anden mand, eller opleve at jeg nu har udgivet flere ting og faktisk gradvist er begyndt at se og mærke lyset på en helt ny måde. Jeg mærker livet på en anderledes måde i dag end jeg gjorde for 4-5 år siden. Så selvom der stadig er mørkt, så er der også lys.

Efter at jeg valgte at erkende at jeg ikke er den samme som da jeg var 15-16 år og arbejdede meget, så er det okay. Jeg er begyndt indfinde mig med at jeg ikke kommer ud på arbejdsmarkedet som det er nu, at jeg er ved at lande i tanken om at jeg er på vej mod enden af ansøgningen til en førtidspensionssag, og at tanken ikke skræmmer mig mere, men faktisk giver mig fred. Fred på sjælen, fred til at kunne koncentrere mig om at få det bedre og finde en vej i livet som giver mening for mig. At andres blikke og tanker om mig, ikke skal være noget jeg skal konkludere, er sandheden. For jeg så ofte mig selv i andres øjne. Hvilket jeg har lært at jeg ikke skal. Men at jeg skal se mig selv med mildere øjne og med mine egne øjne.

Ingen har gået i mine sko, ingen har taget mine indre kampe, ingen har holdt en facade oppe som jeg har gjort i næsten hele mit voksne liv, og ingen har været i mit liv og kendt hele mig.

Det mest skræmmende er jo at ingen rigtig kender mig, når jeg stiller det op sådan, at jeg igennem det meste af livet har levet på en løgn, og på at holde noget oppe som ikke var rigtigt, så skræmmer det mig endnu mere, at jeg ikke havde modet til at lukke helt op for andre, hverken venskaber, familie eller andre relationer. Jeg er begyndt at åbne mere og mere op nu, og er også selv begyndt at lære mig selv at kende, for ærligtalt så kendte jeg hellere ikke mig selv på det her dybere plan. Det er enormt skræmmende når jeg stiller det op sådan.

Derfor skal fortiden hellere ikke være det spejl vi vender mod os selv, tværtimod skal vi huske på vores kampe og kigge tilbage, men vi må aldrig være vores fortid. For det er vi ikke. Vi er os selv og nu skal vi skabe et meningsfuldt liv. Det er mit helt store mål.

Jeg har derfor valgt at tage ja hatten mere på. Opsøge flere relationer, mere langt mere åben og skabe et værdifuldt liv med mening.

Så når jeg deler noget så sårbart som mine tekster, er det både for at hjælpe andre, men også for at hjælpe mig selv med at forstå mig selv og mine kampe. For mange af mine kampe er indadvendte og er dybt i mig.

Jeg forsøger hele tiden at blive en bedre version af mig selv, både for at være et langt større og forstående menneske overfor mig selv og andre. At jeg gerne må være mild overfor mig selv også. At jeg er værdifuld og betyder meget for andre.

At finde mening i livet igen, det er begyndt at vende tilbage. Lyset er nu at se. Det er så rart. Jeg skrev meget førhen, men skriver mindre i dag. For jeg kan virkelig mærke lyset, at lyset er på vej ind, jeg kan ane at den er på vej ind, og det føltes virkelig rart.

Så hvis du kæmper. Så ræk ud til dine relationer. Være inkluderende overfor de rette personer, som du finder tryghed hos, søg mod fagpersoner, hvis du står på kanten og ikke kan finde dig selv eller har svært ved livet. Der er så meget hjælp at hente, også selvom psykiatrien måske afviser dig, det gjorde de også overfor mig, hvilket man ikke kan forstå. Jeg blev også afvist, selvom daværende læge sendte mig dertil via henvisning. Men der er virkelig meget hjælp at hente ved at være åben om dine tanker, at du skriver dine tanker ned eller kontakter din kommune. Jeg kontaktede selv min kommune, da jeg ikke kunne mere, og de har så mange gode tilbud, Fx Hvis du er bosiddende i Aarhus kommune, kan du række ud til: Åben Fleksibel Rådgivning, de er virkelig behagelige og rolige at snakke med. Hvis det er virkelig slemt, kan du bede om at få en mestringsvejleder, det fik jeg også. Så kan de komme hjem til dig, og der kan du få lavet en god plan med en kommende mestringsvejleder, som kan tilpasses dig og dine behov.

Jeg havde det stramt med det i starten, inden vi ansøgte om at få en mestringsvejleder, fordi jeg havde hørt at de kun var der hvis man virkelig var syg, og jeg følte mig ikke syg på den måde. Jeg troede at de kun kom ud til dem som boede beskidt, dem som virkelig ikke kunne klare sig selv, og jeg ønskede ikke at andre skulle tro at jeg intet kunne klare selv. Jeg har altid gået meget op i at alt skulle være så præsentabelt som muligt, både mit udseende, hjem og hvordan jeg gik klædt. Nok også derfor at mange ikke har troet det stod så galt afsted. Jeg var virkelig dygtig til at få alt til at se så perfekt ud. Blev nærmest professionelt til det. At jeg ikke måtte skille mig ud og at andre ikke måtte lægge mærke til noget som helst. Så alt blev bare for meget, det kan jeg godt se i dag.

Så det handler meget om at anerkende, at man har brug for hjælp og at række ud efter det, det kunne jeg ikke. Jeg var simpelthen for stolt en person, og derfor er det en af mange årsager til at jeg i dag, deler så meget offentligt. For vi er ekstrem hurtige til at dømme andre, (også mig) og jeg skulle virkelig ikke nyde noget. Så jeg forsøgte at male alt perfekt. At alt skulle ligne et perfekt billede udadtil, selvom alt faldt fra hinanden langsomt.

Så jeg vil gerne vise andre, at der er så meget mere end hvad andre tænker, og selvom det er grænseoverskridende at skulle være så fortællende, og fortælle så dybe ting om mig selv, så har det været det bedste, både når jeg mærker det på mig selv efterfølgende og når jeg mærker at andre kan bruge mine ord til noget, og hvor de virkelig sætter gang i tankerne og giver et andet perspektiv på det.

Vi er virkelig mange som kæmper de her meget dybe kampe, og jeg syntes der skal være endnu mere plads til at vi kan være som dem vi er, for der er plads til os alle, uanset hvem eller hvad vi er. Vi er alle ligeværdige, og det er det jeg siger til mig selv dagligt. Det hjælper mig meget.

Jeg forsøger at gøre det der skræmmer mig, for efter min deltagelse i Drømmeholdet på P3, har jeg fået endnu mere mod til at springe ud i det der skræmmer mig, jeg opdagede at det slet ikke var så farligt og slet ikke er så slemt som jeg føler det har været i så mange år. Jeg forsøger derfor at male skammen mindre. Så en stor tak skal hele Drømmeholdet på P3 have for at have disse programmer.

Til slut vil jeg ønske alle en fantastisk onsdag! Jeg håber du må finde modet til at springe ud i alt det du virkelig drømmer om, for når du gør det der skræmmer dig, ser du faktisk at du kan mere end du tænker, det er faktisk virkelig inspirerende når vi gør det modsatte af hvad vi plejer at gøre.

Jeg håber du finder modet til at være som den du er, og at du aldrig vil tænke at alt er for negativt, for det kan være en meget ond cirkel, som kan være enorm svær at komme ud af. Det fortjener du ikke! Du fortjener alt den lykke du kan finde og skabe. Så når du møder modgang, så forsøg at vende det om til at det der ikke dræber dig, gør dig stærkere. At du er modigere end du selv tror, at du skal opsøge alt godt. Uanset hvor i livet du er, så håber jeg det bedste på din vej!

Pas på dig selv. Vi lyttes/skrives ved. Husk at du allerede nu kan lytte til min podcast her; https://open.spotify.com/show/2Axm2zGV1wWkQwAlASBnd8?si=1d512f94d351448c

Du kan finde mine platforme ved at søge på; Jesper Boye skriver. Jeg deler også tanker på YouTube, der kan du finde mig her; (275) Jesper Boye skriver - YouTube

Vil du lytte til min lydbog, kan du finde den her; https://open.spotify.com/show/4Z8QImlETqn8tWlOSzzuPI?si=ccc336fb41d04f2b

Ønsker du at bestille bogen hjem, kan du finde den her; Mit liv - mine tanker - Jesper Boye - Bookmundo

Ønsker du at lytte med på Drømmeholdet på P3, Hvem vil date Jesper. Kan du finde afsnittet her; Drømmeholdet | Hvem vil date Jesper? | Lyt som podcast | DR LYD

De varmeste hilsner

Jesper Boye skriver

Ord om livet, mennesket og tankerne bag ordene.

www.jesperboyeskriver.dk

Kontakt@jesperboyeskriver.dk