Tankerne der fyldte.
Hvordan er det egentlig at have en far på papiret, men i virkeligheden aldrig føle sig elsket af ham?
Det spørgsmål har jeg stillet mig selv utallige gange gennem mit liv. Jeg har en biologisk far. En mand, der burde have elsket mig ubetinget, støttet mig, været stolt af mig og givet mig følelsen af, at jeg altid havde et sted at høre til. En far, som burde have været der, når livet gjorde ondt, og som burde have vist mig, at jeg var værdifuld, præcis som jeg var.
Men sådan blev mit liv ikke.
Min far var der på papiret og udadtil. Det kunne måske ligne en familie, hvor alt var, som det skulle være. Men bag facaden var virkeligheden en helt anden. Det var, som om det vigtigste var, at det hele så rigtigt ud for omverdenen, frem for at der rent faktisk var kærlighed, nærhed og omsorg bag facaden.
For hvad betyder det egentlig at have en far, hvis man aldrig rigtig føler, at man har ham? Hvad betyder det at være hans søn, hvis man igen og igen oplever, at man ikke bliver valgt til, set eller prioriteret?
Jeg har brugt alt for mange år på at forsøge at forstå det. Jeg har vendt situationer og minder i hovedet, stillet spørgsmål til mig selv og spekuleret på, hvad jeg mon gjorde forkert. Om jeg ikke var god nok. Om jeg skulle have været anderledes. Om jeg skulle have gjort mere for at fortjene den kærlighed, som så mange andre børn får uden at skulle kæmpe for den.
Men et barn skal ikke kæmpe for at blive elsket af sin far. Et barn skal ikke bruge sin barndom på at forsøge at bevise sit værd over for et menneske, som burde have givet den tryghed fra begyndelsen. Jeg var hans søn. Det burde have været nok.
Når man føler sig som den forkerte søn
Noget af det mest smertefulde ved at vokse op med en følelsesmæssigt fraværende far er, at man ikke altid kan sætte ord på, hvad der mangler. Der er måske ikke et enkelt øjeblik, der forklarer det hele. I stedet er der alle de små og store oplevelser, som med tiden sætter sig fast.
Følelsen af ikke at være vigtig nok. Følelsen af at stå udenfor. Følelsen af at være den, der skal acceptere mindre, forstå mere og finde sig i ting, som andre måske aldrig ville acceptere.
Jeg har oplevet at føle mig valgt fra og holdt udenfor, mens andre fik lov til at være en naturlig del af fællesskabet. Jeg har oplevet, hvordan familie begivenheder, fødselsdage og sammenkomster kan blive til smertefulde påmindelser om, at man ikke har den plads i familien, som man troede man havde.
Jeg har tit fået beskeder om at jeg altid afviste, når de tilbudte det, men der er altid min side, deres og den virkelige. For jeg ved godt at jeg kan føle noget og de kan føle noget helt andet. Så når jeg skriver mine dybeste tanker og følelser, er de altid baseret på mine følelser.
Det gør noget ved et menneske at stå udenfor og vide, at det er ens egen familie, man står udenfor. Det gør noget ved en at se andre blive inkluderet, mens man selv sidder tilbage med spørgsmålene. Hvorfor ikke mig? Hvad har jeg gjort? Hvorfor er jeg ikke lige så vigtig? Hvorfor skal jeg blive ved med at håbe på at blive en del af noget, som burde have været mit fra begyndelsen? Hvorfor skal jeg kæmpe for anerkendelse og kærligheden? Der er så mange spørgsmål. Det har der altid været.
Og det værste er næsten, at man kan komme til at vænne sig til det. Man kan begynde at betragte afvisningen som noget normalt. Man kan lære at skjule sin skuffelse, lade som om det ikke betyder noget og fortælle sig selv, at man er ligeglad. Men man bliver ikke ligeglad, bare fordi man holder op med at vise, at man er såret. Nogle gange er det bare den eneste måde, man har lært at beskytte sig selv på. Hver eneste opslag jeg så, hvor de alle var samlet, satte dybe spor og at der efterfølgende blev lagt skylden over på mig, at jeg bare afviste, gør den bare endnu hårdere. For i langt de fleste tilfælde, var jeg aldrig inviteret. Jeg var tydeligvis ikke være at invitere med. Det er det man sidder med.
Når jeg kigger tilbage, kan jeg mærke det endnu hårdere, også begynder min uro at komme. For det viste mig egentlig at de aldrig ville mig, og at jeg aldrig var værd at prioritere. Udover når de mente jeg begik fejl. Så kunne de godt være der. Jeg havde ofte gæster, som undrede sig over måden jeg blev tiltalt på. Det er noget jeg selv tænker på i dag. Har været så large, selvom jeg lå ned og bare søgte deres opmærksomhed, det satte dybe spor i mig.
Når det ikke er nok bare at være sig selv!
Noget af det der har gjort ondt, er også oplevelsen af ikke at blive accepteret for den jeg er. Min seksualitet og det at være anderledes har været forbundet med smertefulde oplevelser, hvor jeg har følt mig dømt, afvist og gjort forkert. Det er en særlig form for svigt, når mennesker, som burde kende en og holde af en, får en til at føle, at man skal forsvare sin egen eksistens eller forklare, hvorfor man er som man er.
Ingen burde være nødt til at skamme sig over den de er, for at kunne føle sig accepteret af deres familie.
Jeg har også oplevet trusler, rygter og situationer, hvor andre menneskers holdninger og handlinger har gjort tingene endnu sværere. Når man i forvejen kæmper med følelsen af at være udenfor, kan det gøre ekstra ondt, når man samtidig skal forholde sig til, hvad andre siger, mener eller tror om en.
Jeg har aldrig haft brug for, at alle mennesker skulle kunne lide mig. Det har jeg efterhånden lært, at man ikke kan forvente. Men der er forskel på, at fremmede mennesker har en mening om en, og at ens egen familie får en til at føle, at man ikke er god nok.
Man forventer ikke nødvendigvis, at familien er enig i alt, man gør. Man forventer heller ikke, at alle skal forstå alle ens valg. Men man håber på respekt, ordentlighed og en grundlæggende accept af, at man er et menneske med følelser, grænser og en værdi, der ikke afhænger af andres godkendelse. Jeg vil ikke længere bruge mit liv på at undskylde for, hvem jeg er.
De sår, man tager med sig
Når man gennem mange år har savnet kærlighed, anerkendelse og følelsen af at høre til, stopper det ikke bare fordi man bliver voksen. Man tager oplevelserne med sig. Ikke fordi man ønsker at leve i fortiden, men fordi fortiden kan påvirke den måde, man ser sig selv, andre mennesker og relationer på.
Man kan blive vant til at forvente skuffelser. Man kan have svært ved at tro på, at andre oprigtigt vil en. Man kan komme til at lede efter tegn på afvisning, selv når man forsøger at give mennesker en chance. Og man kan bruge alt for meget energi på at forsøge at forstå, hvorfor nogen behandler en, som de gør.
Når man har manglet den tryghed, man burde have fået som barn, kan det også påvirke ens relationer senere i livet. Man kan længes efter nærhed og samtidig være bange for at blive svigtet. Man kan ønske at blive valgt til, men have svært ved at stole på, at det faktisk sker.
Det betyder ikke, at man er svag. Det betyder, at man har oplevet noget, der har gjort ondt.
Jeg har måttet erkende, at nogle af mine oplevelser har sat dybere spor, end jeg måske tidligere har villet indrømme. Det er ikke altid nemt at se tilbage og forstå, hvor meget man egentlig har kæmpet for at blive set og anerkendt af mennesker, som man troede ville stå ved ens side.
Men jeg er også nødt til at forstå, at det ikke er mit ansvar at reparere alle de sår, andre har været med til at skabe. Jeg kan ikke ændre min barndom. Jeg kan ikke tvinge nogen til at elske mig. Jeg kan ikke få fortiden til at blive anderledes ved at gennem spille den igen og igen i mit hoved. Men jeg kan begynde at tage ansvar for, hvordan jeg vil behandle mig selv herfra.
Når kampen med systemet også bliver en del af livet
Samtidig har jeg gennem omkring 15 år kæmpet med jobcentersystemet. År, hvor jeg har skullet forholde mig til sagsbehandlere, forløb, kurser, vurderinger og nye mennesker, som skulle sætte sig ind i min situation. Min sag har vokset sig enorm, med omkring 12.000 sider materiale, og undervejs har jeg oplevet, hvor opslidende det kan være igen og igen at skulle forklare sin situation og forsøge at få andre til at forstå den.
Når man i forvejen bærer rundt på personlige oplevelser og følelsesmæssige sår, bliver det ikke lettere at skulle kæmpe sig gennem et system, hvor man kan føle, at man hele tiden skal dokumentere, forklare og bevise sin situation.
Jeg har også oplevet afslag fra psykiatrien, og det har været en del af en samlet belastning, som til tider har været svær at bære.
Jeg skriver ikke dette for at sammenligne forskellige former for smerte eller for at få nogen til at have ondt af mig. Jeg skriver det, fordi det er en del af mit liv og min historie. Det er en del af den virkelighed, jeg har skullet navigere i, samtidig med at jeg har forsøgt at finde fodfæste i mig selv.
Når belastningerne bliver for store, kan gamle og mørke tanker vende tilbage. Det er ikke noget, jeg romantiserer eller ønsker at gøre til en del af min identitet. Det er en alvorlig påmindelse om, hvor meget et menneske kan blive presset, når der gennem længere tid er mere at kæmpe med, end der er kræfter til.
Jeg er mere end mine kampe. Jeg er mere end min sag. Og jeg er mere end det, andre mennesker eller systemer har svært ved at forstå.
Jeg har også mennesker, der betyder noget
Midt i alt det svære er der heldigvis også mennesker, som betyder noget helt særligt for mig. Min mor og mine tre søstre er en vigtig del af mit liv. De relationer minder mig om, at familie ikke kun handler om biologiske bånd eller om, hvad der står på et stykke papir. Det handler også om nærvær, omsorg, respekt og om at have mennesker, man kan føle sig forbundet med.
Jeg ved, at ingen relation er perfekt. Alle mennesker har deres fejl, og alle familier har deres udfordringer. Men der er forskel på at have uenigheder og på gentagne gange at føle sig afvist, overset eller uønsket.
Jeg ønsker ikke et liv, hvor jeg hele tiden skal kæmpe for at få lov til at høre til. Jeg ønsker relationer, hvor jeg kan være mig selv. Hvor jeg ikke skal gætte mig til, om jeg er velkommen. Hvor jeg ikke skal gøre mig mindre for at passe ind. Hvor jeg ikke skal acceptere respektløshed for at bevare forbindelsen til andre mennesker.
Jeg vil hellere have færre mennesker omkring mig, som oprigtigt ønsker mig i deres liv, end at bruge min energi på relationer, hvor jeg konstant føler, at jeg skal bevise mit værd. For kærlighed skal ikke være en konkurrence, og familie skal ikke være et sted, hvor man hele tiden frygter at blive valgt fra.
Jeg giver slip på håbet om, at alt bliver anderledes
En af de sværeste erkendelser i livet er, at man måske aldrig får det forhold til sin far, som man altid har ønsket sig.
Man kan bruge mange år på at håbe. Håbe på en undskyldning. Håbe på en samtale, hvor den anden endelig forstår, hvad man har været igennem. Håbe på at blive set med andre øjne. Håbe på, at der en dag kommer et tidspunkt, hvor man ikke længere behøver at spekulere på, om man betyder noget.
Og nogle gange er det håb så stærkt, at man bliver ved med at åbne døren, selv efter at man er blevet såret mange gange. Men på et tidspunkt må man spørge sig selv, hvad det koster at blive ved med at vente.
Hvor meget af sit liv vil man bruge på at håbe på noget, man ikke selv kan kontrollere? Hvor mange gange skal man acceptere den samme skuffelse, før man erkender, at man er nødt til at passe på sig selv?
Jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg er nødt til at give slip på forestillingen om, at jeg en dag får den tætte og kærlige relation til min far og den del af familien, som jeg så længe har ønsket mig. Den tanke er nu pakket væk. Det er for sent. Der er sket for mange ting.
Det betyder ikke, at jeg ikke har været ked af det. Det betyder ikke, at alt pludselig er tilgivet, eller at fortiden ikke længere gør ondt. Det betyder heller ikke, at jeg ønsker nogen noget dårligt.
Det betyder, at jeg er nødt til at acceptere virkeligheden, som den har vist sig for mig, i stedet for hele tiden at holde fast i håbet om, at den en dag bliver helt anderledes.
Jeg kan godt sørge over det, jeg aldrig fik, uden at jeg skal blive ved med at stille mig selv til rådighed for nye skuffelser. Jeg kan godt ønske, at tingene havde været anderledes, uden at jeg skal bruge resten af mit liv på at forsøge at ændre dem. Og jeg kan godt give slip, selvom en del af mig stadig ville ønske, at det ikke var nødvendigt.
Jeg er ikke længere villig til at være min egen fjende
I alt for mange år har jeg brugt energi på at forstå andres handlinger og finde forklaringer på, hvorfor jeg blev behandlet, som jeg gjorde. Jeg har stillet spørgsmål ved mig selv. Jeg har spekuleret på, om jeg burde have sagt noget andet, gjort noget anderledes eller forsøgt endnu en gang. Selvom jeg har gjort MANGE forsøg og ofte mistede mig selv i forsøgene. Det gjorde ondt. Men nok er også nok nu, og derfor er den tanke også helt væk fra mig.
Men jeg vil ikke længere gøre mig selv ansvarlig for andres manglende evne eller vilje til at møde mig med den kærlighed og respekt, jeg havde brug for.
Jeg kan tage ansvar for mine egne handlinger. Jeg kan erkende mine fejl, lære af dem og udvikle mig som menneske. Men jeg kan ikke tage ansvar for alt, hvad andre vælger at gøre, sige eller undlade at gøre.
Jeg behøver ikke være perfekt for at være værd at elske. Jeg behøver ikke være enig med alle for at fortjene respekt. Jeg behøver ikke skjule, hvem jeg er, for at være værdifuld. Og jeg behøver ikke blive ved med at kæmpe for en plads ved et bord, hvor jeg ikke føler mig velkommen.
At sætte grænser er ikke det samme som at være et dårligt menneske. At vælge afstand er ikke et udtryk for had. Nogle gange er det et udtryk for, at man endelig har forstået, at ens egen trivsel også betyder noget.
Jeg vil ikke længere bruge al min energi på at få andre til at forstå mig, hvis de ikke ønsker at lytte. Jeg vil ikke længere lade andres holdninger bestemme, hvordan jeg ser på mig selv. Og jeg vil ikke længere måle min værdi ud fra, hvem der vælger mig til og hvem der vælger mig fra.
Min historie er ikke slut her
Jeg ved godt at jeg ikke bare kan viske fortiden væk. Der vil stadig være minder, der gør ondt og spørgsmål, som måske aldrig får et svar. Der vil sikkert også komme dage, hvor jeg mærker sorgen over det, jeg aldrig fik. For det er en særlig sorg at savne noget, man burde have haft fra begyndelsen. Man kan ikke altid sætte en præcis dato på den sorg og man kan ikke bare beslutte sig for, at den skal forsvinde. Men jeg ønsker ikke længere, at den sorg skal have lov til at definere hele mit liv.
Jeg har stadig drømme. Jeg har stadig ting, jeg gerne vil skabe, opleve og dele med andre. Jeg har stadig en historie, jeg ønsker at fortælle og en stemme, jeg ikke længere vil holde tilbage af frygt for, hvad andre måtte mene. Derfor vælger jeg også at være hudløst ærlig på mine sociale medier. At jeg fortæller hvad jeg føler og mærker indeni. Mange vil måske tage afstand fordi jeg vælger at være ærlig, men det er faktisk meget fint, det må folk gerne tage afstand fra, det kan og vil jeg ikke ændre på, og det kan jeg hellere ikke ændre.
Mit liv består ikke kun af det, jeg har mistet. Det består også af det, jeg stadig kan bygge op.
Jeg vil bruge mine erfaringer til at forstå mig selv bedre, ikke til at straffe mig selv for det, jeg har været igennem. Jeg vil lære at give mig selv den omsorg, jeg så længe har længtes efter fra andre. Og jeg vil bruge min energi på de mennesker og projekter, der faktisk giver mit liv mening.
Til den dreng, jeg engang var
Hvis jeg kunne sætte mig ved siden af den yngre udgave af mig selv, ville jeg ønske, at jeg kunne fortælle ham nogle ting.
Jeg ville fortælle ham, at han ikke var forkert. At han ikke skulle være en anden for at fortjene kærlighed. At hans fars manglende nærvær ikke var et bevis på, at han var mindre værd. At han ikke skulle bruge så mange kræfter på at forsøge at gøre sig fortjent til noget, som et barn burde have fået uden betingelser.
Jeg ville fortælle ham, at det var okay at være ked af det. At det var okay at savne sin far, selv når faren var i live. At det var okay at længes efter en familie, hvor han følte sig ønsket og accepteret.
Og jeg ville fortælle ham, at han ikke behøvede at bære skylden for de voksnes valg. Han var bare et barn. Et barn, der ønskede at blive elsket, set og holdt af. Det ønske var aldrig forkert.
Og til den voksne udgave af mig selv vil jeg sige det samme. Du må gerne være træt. Du må gerne sørge. Du må gerne sætte grænser. Du må gerne vælge fred frem for endnu en kamp. Du behøver ikke bevise din styrke ved at blive i situationer, der gør dig ondt. Nogle gange er styrke at gå videre.
Til sidst
Jeg skriver ikke dette for at starte en krig, udstille mennesker eller få andre til at vælge side. Jeg skriver det, fordi min historie også fortjener at blive fortalt.
Alt for længe har jeg båret rundt på spørgsmål, skuffelser og følelser, som ikke altid har været nemme at sætte ord på. Nu vil jeg gerne kunne fortælle min historie uden at skulle undskylde for, at den er min.
Andre kan have deres oplevelser, deres forklaringer og deres version af fortiden. Det ændrer ikke på, hvordan jeg har oplevet mit eget liv eller på, hvilke spor oplevelserne har sat i mig.
Jeg kan ikke bestemme, hvordan andre mennesker ser mig. Jeg kan ikke bestemme, om de forstår mig, eller om de nogensinde tager ansvar for deres del af det, der er sket. Men jeg kan bestemme, hvad jeg vil acceptere fremover.
Jeg kan vælge at beskytte min fred. Jeg kan vælge at være tro mod mig selv. Jeg kan vælge at bruge min tid på de mennesker, som ønsker mig i deres liv og som viser det gennem deres handlinger.
Jeg kan vælge at stoppe med at jagte en kærlighed, jeg ikke kan tvinge frem. Og jeg kan vælge at tro på, at mit liv stadig kan indeholde nærhed, glæde, kærlighed og gode oplevelser, selvom nogle af de relationer, jeg havde håbet mest på, aldrig blev, som jeg ønskede.
Jeg har en biologisk far. Det er en kendsgerning. Men det er ikke det samme som at have haft den far, jeg havde brug for. Det er en sorg, jeg må lære at leve med, men det er ikke en dom over min værdi som menneske.
For jeg var ikke forkert. Jeg var ikke for lidt. Jeg var ikke mindre værd, fordi jeg ikke blev mødt med den kærlighed, jeg længtes efter.
Jeg var en søn, der ønskede sin fars kærlighed. Og det var aldrig for meget at bede om.
Jeg kan ikke ændre den far, jeg fik. Men jeg kan vælge, hvordan jeg vil leve resten af mit liv. Jeg vil ikke længere bruge det på at forsøge at bevise, at jeg er værd at elske. Det har jeg været hele tiden.
Nu vil jeg bruge mine kræfter på at finde ro, stå ved mig selv og skabe et liv, hvor jeg ikke behøver at gøre mig fortjent til at høre til.
For jeg fortjener også at blive valgt. Jeg fortjener også at blive set. Og frem for alt fortjener jeg at være elsket, præcis som jeg er.
Så tak til alle som bidrager positivt og som altid har været der. Mor og søstre. Tak. Og selvfølgelig også tak til alle de relationer, som har været der førhen og nu. Og tak til nye relationer.
Tak for alt det der sker i øjeblikket, for der sker meget.
Men husk også at sætte pris på dine relationer og pas på dem og pas på dig selv. Vi har kun et liv. Så husk du skal leve det til fuldstændig og gøre hvad der gør dig glad og tilfreds.
